Endnu en lang landsholdspause er overstået. Og endnu engang kom al virakken udenfor banen til at fylde mere end selve det, det handler om – dagens kamp. Det vender vi tilbage til.
Først det sportslige. I sidste søndagskommentar var målsætningen for kampen mod OB, at Auri skulle fortsætte sin stime som ubesejret som Brøndby-cheftræner i Superligaen.
Den målsætning blev som bekendt indfriet med 0-0 i Odense.
Dagens modstander er lokalrivalen, som vi ikke har slået siden august 2008. Målsætningen for dagens kamp er naturligvis den samme som før OB-kampen: Auri skal fortsat være ubesejret når kampen fløjtes af ca. 15.15 i eftermiddag.
Om det ender sådan er mere tvivlsomt, alt taget i betragtning. Sidst de to hold tørnede sammen i ligaen var Brøndby bedst, men det endte som bekendt alligevel med et nederlag. Football Club København var kyniske, og kynisme er ikke just noget der har kendetegnet Brøndby i indeværende sæson.
Om landsholdspausen har været en fordel eller ulempe er i sagens natur uvist. På papiret skulle den selvfølgelig give den nye cheftræner mulighed for at sætte sit præg på holdet. Den første uge har angiveligt været brugt til at bygge noget fysik på, samt træning i bl.a. standardsituationer. I den forgangne uge har fokus været taktik hen mod dagens kamp.
Vi får se.
Og angående det med Auris præg på holdet. Flere indikationer peger på at den midlertidige cheftræner er permanent cheftræner efter nytår. Ole Bjur snakker i dette interview om netop dette, mens Stefan Gislason i dette interview peger på at Auri i følge hans kontakter er en populær mand blandt spillerne. Idag kører der en historie i medierne om at Auri og Turbo-Bent fortsætter som henholdsvis chef- og assistenttræner.
Dertil kommer selvfølgelig den generelle økonomiske situation, som vi vender tilbage til, men som alt andet lige kunne tale imod at der hyres en ny cheftræner.
Igen. Vi får se.
Faktum er, at når holdet starter op efter nytår, så er hele det trænerteam, der indledte indeværende sæson, skiftet ud. I denne uge blev det kendt at målmandstræner Morten Cramer stopper ved årsskiftet. I princippet helt udramatisk, bortset fra forlydender om at han valgte at forfølge en karrieremulighed i Politiet, pga. nøl med kontraktforhandlingerne fra Ole Bjurs side.
Men i Brøndby er der ikke noget der hedder at en træner stopper uden dramatik. Dertil er medieopmærksomheden på det mindste tegn på drama simpelthen for stor.
Mens vi således venter på klarhed over hvordan trænerteamet ser ud i januar, så kan vi trøste os ved at Ole Bjur har en plan.
Den væsentligste opmærksomhed på dagens derby har handlet om uroligheder, eller rettere frygt for uroligheder. Kampen er flyttet til 13.30, så politiet kan arbejde i dagslys, og udeholdets tilhængere er blevet pålagt at lade sig transportere i bus til stadion, hvis de vil støtte deres hold. Den sidstnævnte restriktion har fået såvel Brøndby Support som Alpha Brøndby på banen med sympatierklæringer med lokalrivalernes fans. Disse har så til gengæld besluttet at boykotte derbyet i protest mod restriktionerne.
Som en udløber af begivenhederne i forbindelse med lanceringen af Det Nye Brøndby, Brøndby Support og Alphas kampagne En Stemme Til Alle (ESTA), i forbindelse med Auris første superligakamp som Brøndby-træner, så blev der tirsdag i denne uge holdt møde mellem repræsentanter for ESTA og repræsentanter for klubbens ’politiske ledelse’ (Per Bjerregaard, Emil Bakkendorf og en Ebbe Jørgensen, som de færreste vist havde hørt om forinden).
Mødet havde til formål at diskutere ESTA’s forslag til reformer af klubbens ejerstruktur. Det eneste der dog, i følge ESTA, kom ud af mødet, var en aftale om at mødes igen – tidligst efter jul.
ESTA melder at kampagnen fortsætter ufortrødent.
Men sådan en landsholdspause skal jo helst afsluttes med et brag, og det blev den da også.
Fredag kunne klubben offentliggøre et forventet underskud på 35 mio. kr. for andet år i træk, og en omsætningsnedgang på over 18 pct., samt annonceringen af en massiv sparerunde, der kommer til at koste 25 pct. af det administrative personale jobbet. I alt syv medarbejdere mister jobbet, og foreløbigt omfatter bl.a. det fankoordinatoren. Dertil kommer nedskæringer på 15 pct. i den sportslige sektor.
Hvad angår sidstnævnte, så vil det i følge Jan Lockhart ikke forringe den sportslige kvalitet, da besparelserne vil ske gennem afgang af løntunge spillere – hvoraf en del af afgangen skete i sommerens transfervindue.
Bestyrelsesformand Per Bjerregaard erklærede i forbindelse med det ringe resultat, at han glæder sig til nytårsaften, for da stopper ’de fem forfærdelige år’, og herfra skulle det så gå fremad igen.
I den forbindelse synes det på sin plads at citere NielsC fra Blok4-debatten:
Uden det skal forstås som om jeg sætter konkrete mennesker under lup, men det kommer det jo partout automatisk til, desværre;
Det er det største historiske aktiefald jeg nogensinde har set hvor den ansvarlige bestyrelse ikke på noget tidspunkt enten selv har ment det var på tide at få nye øjne på virksomheden, eller simpelthen blevet smidt ud på r.. og albuer.
Det er en historisk deroute. Ingen enkelt-episoder eller tilfældigheder er skyld i denne deroute hvilket gør den så skræmmende. Nogen ville vælge at kalde det et skole-eksempel.
Nå, men fra nytår vender denne deroute altså, og det er de ansvarlige, i følge Bjerregaard, klar til at stå på mål for. Hvad det så end betyder.
Vi får se.
God kamp i dagslys.