DNB på News: Lockhart havde visioner, som Per Bjerregaard var uenig i

Sune Blom, der er bestyrelsesmedlem i Det Nye Brøndby, var igår i TV2 News for at tale om fyringen af Lockhart, og Brøndbys stadig mere desperate situation.

Bemærk at det er en rock’n roll-optagelse fra TV, og derfor er lyden også lidt lav.

DNB: Vi er dybt bekymrede

Der skal nye midler til i Brøndby, da de gamle har vist sig ikke at fungerer, siger Det Nye Brøndbys (DNB) formand, Troels Johnsen, oven på nyheden om Jan Lockharts afsked.

Fra Sporten.tv2.dk:

“Vi er dybt bekymrede over at se endnu en direktør forlade Brøndby. Det viser, at der er nogle dybe, alvorlige problemer, siden man ikke kan få det til at fungere,” siger talsmand i Det Nye Brøndby Troels Johnsen til sporten.tv2.dk.

Jan Lockhart blev ansat som administrerende direktør i Brøndby i december 2010, men tirsdag valgte parterne at ophæve samarbejdet.

Bestyrelsen har ansvaret
Og der venter den nye konstituerede direktør – Tommy Sommer, direktør i datterselskabet Food&Mind – en stor opgave.

I den forgangne sæson sluttede Brøndby på en niendeplads i Superligaen – den værste placering i den bedste danske række i klubbens historie – og økonomien skranter, fordi der endnu ikke er fundet en ny hovedsponsor efter Kasi.

Men det er ikke Jan Lockhart og hans forgængere i direktørstolen, der bærer ansvaret. Det er derimod den politiske ledelse i Brøndby, det vil sige bestyrelsen, mener Troels Johnsen.

“Jan Lockhart har haft nogle meget svære forudsætninger. Dem, der har ansvaret for problemerne, er den politiske ledelse. Det er dem, der træffer beslutningerne, og det er deres ansvar, at problemerne ikke bliver løst,” siger Troels Johnsen, der mener, at bestyrelsen skal tænke i nye veje.

“Vi kan ikke blive ved med at forsøge at løse problemerne med de samme midler, man hidtil har brugt, og som har vist sig ikke at virke,” siger han og peger på mere involvering af fans og aktionærer som vejen frem.

Til Ekstrabladet.dk siger Troels Johnsen:

- Vi var været i gang i Det Nye Brøndby i halvandet år, hvor vi har kæmpet for at få vendt den negative udvikling i klubben, men det er kun fortsat ned ad bakke for ledelsen og Brøndby.

- Bestyrelsen i Brøndby vælger hele tiden kun at symptombehandle de ellers tydelige problemer, der er i klubben og i selskabet, siger Troels Johnsen til ekstrabladet.dk.

(…)

- Vi ser det som en mulighed for, at ledelsen vågner op.

- De kan ikke blive ved med at træffe de forkerte beslutninger. Der skal skabes en tillid til ledelsen i Brøndby, og alle sten skal vendes af klubben i den henseende.

Det Nye Brøndby er en del af kampagnen En Stemme Til Alle, der arbejder for, at Brøndbys tilhængere får direkte indflydelse på klubbens udvikling.

Fans er økonomisk afgørende

A pro pos det tidligere omtale resultat af En Stemme Til Alles spørgeskemaundersøgelse, der viser 81 pct.’s opbakning til idéen om en fanfond. Mads Heinesen fra Bifpaabloggen, har begået et indlæg, hvor han kigger nærmere på betydningen af en fodboldsklubs forskellige interessenter; sponsorer, TV og tilskuere.

I den forbindelse citerer han bl.a. fodboldøkonom Jesper Jørgensen:

Men er en fanboykot overhovedet en taktik, der kan batte noget? For at få svar på dette er det interessant at høre P1-udsendelsen ‘Nyt hierarki i fodbolden’, hvor Jesper Jørgensen, fodboldøkonom og statsautoriseret revisor fra Deloitte, udtaler, at fansene er det altafgørende økonomiske fundament under enhver fodboldklub:

“De store penge det er først og fremmest sponsorerne, dernæst TV og til sidst tilskuere, i hvert fald når vi snakker kroner og ører. Så skal man selvfølgelig bare huske, at forudsætningen for, at de to første er noget værd i kroner og ører, det er jo faktisk at der er tilskuere på stadion, for uden dem, så gad TV jo ikke vise kampene, og uden dem ville sponsorerne heller ikke synes det var sjovt at poste penge i forretningen, for så var der jo ikke nogen kunder at målrette sit sponsorat imod. Så det er i sidste ende tilskuerne der er det vigtigste for alle indtægtskilderne.”

Heinesen slutter sit indlæg af med følgende analyse:

I klubben er man så småt begyndt at erkende, at Jesper Jørgensen har ret i sin påstand om, at fansene er klubbens største aktiv rent økonomisk, hvorfor klubben da også op til næste sæson har tilbudt ekstra nedsatte sæsonkortpriser til under 1.000 kroner. En anden ting, der peger i den retning er, at klubben for ikke så forfærdelig længe siden tilbød fansene en enkelt plads i den magtfulde fondsbestyrelse, som har magten over klubben. Og for tiden arbejdes der med en fanfond, som mod magt skal få klubbens økonomi tilbage på rette spor. Selvom klubben ikke ønsker at afgive magt, så er det trods alt bedre at afgive magt til fansene, end til fantaster og storkøbmænd.

Dermed er fansenes pres på klubben efterhånden ved at bære frugt. Man har brug for hinanden for at komme tilbage til toppen, og for igen at få fyldte tribuner på stadion. Men det kommer formentlig til at koste på magtbalancen i klubben på et tidspunkt. For på et tidspunkt bliver klubben nødt til at erkende, at fansene skal behandles med endnu større respekt end både sponsorer og TV-selskaber.

Investeringsrådgiver: Brøndby mangler 50. mio

I forlængelse af gårsdagens indlæg om Økonomisk Ugebrevs analyse af Brøndbys situation. Fra Tipsbladet.dk:

I alt står de blå-gule og mangler 50 millioner kroner, vurderer investeringsrådgiver i NP Investor Martin Lykke.

- Der hænger en truende feriepenge-sag over hovedet på klubben. Derfor skal Brøndby ud at skaffe minimum 50 mio. kr. Ellers vil jeg mene, at det ser meget kritisk ud for klubben. Men man kan med rette stille spørgsmålet: Hvor skal de penge komme fra?, siger Martin Lykke til Ekstra Bladet, inden han selv kommer med sit eget svar på det spørgsmål.

- Som jeg ser Brøndby i dag, må klubben sadle om hurtigst muligt. Hvis ikke Per Bjerregaard og Benny Winther opgiver magten, vil jeg vurdere, at der er en reel risiko for, at klubben går ned. Som det finansielle marked ser ud i dag, kan jeg slet ikke forestille mig en investor skyde penge i Brøndby, hvis han ikke får indflydelse for investeringen. Som Brøndby er skruet sammen i dag, kan en investor lige så godt overføre pengene til Per og Bennys privatkonto. Hvem vil det? Jeg har svært ved at forestille mig, han findes.

Økonomisk Ugebrev: Likviditetspres på Brøndby åbner for magtskifte

Brøndbys muligheder for at rejse kapital til at sikre likviditeten, og evt. betale de 25 mio. i manglende feripenge, hvis man skulle gå hen og tabe sagen til Spillerforeningen, er ved at være begrænsede. En analyse i Økonomisk Ugebrev peger på eksterne investorer som et stadig mere sandsynligt scenarie (via Business.dk):

Stadig mere tyder på, at den børsnotede fodboldklub Brøndbyernes IF bliver nødt til at opgive det kontrollerende foreningsejerskab via stemmetunge A-aktier og overgive kontrollen til selskabets aktionærer, herunder nye hel- eller halvprofessionelle investorer.

Hvis ikke ledelsen selv tager beslutningen, vil bankforbindelsen Nordea gennemtvinge det, lyder vurderingen i en analyse fra Økonomisk Ugebrev.

(…)

Begrænsede muligheder

De seneste år har fodboldklubben været helt afhængig af løbende indbetalinger fra den tidligere hovedsponsor, Kasi Group. Brøndby IF har tilgodehavende hos Kasi Group for 43 mio. kr., som skal udbetales til næste sommer medmindre Brøndby finder ny hovedsponser inden da.

Men det er højst tvivlsomt om det faktisk vil ske. For det første vil Kasi-ejer Jesper Nielsen efter alt at dømme kæmpe mod at skulle betale mere til Brøndby da Kasi Groups selv er presset på likviditeten.

Næste mulighed er at bede om penge hos de lokale supportere ved en udvidelse af B-aktiekapitalen. Men det vil næppe give mere end 5-7 mio. kr. i forhold til mindstebehovet på 30-50 mio. kr. Spillersalg kan heller ikke give nok, og der er allerede skåret betragteligt i omkostningerne.

Mest nærliggende er at hente penge hos banken i form af banklån, men det må anses for urealistisk uden en fuldstændig omstrukturering af ledelse, ejerskab og strategi. På sigt kunne det åbne op for et mere åbent og professionelt ejerskab.

Kampagnen En Stemme Til Alle har netop afsluttet en undersøgelse af opbakningen til en fanfond, der mod indflydelse kan skyde penge i klubben.

Læs også: Blog: Fanfond kan bane vejen for Bjerregaards farvel