Bjur: Helstøbt kollektiv og bedre udnyttelse af truppens potentiale skal give resultaterne

Sportschef Bjur fortæller til Brondby.com om sine overvejelser om den sportslige fremtid, og sommerens tranfervindue:

- I denne sæson var der for stor forskel på vores top- og bundniveau. Vi har slået FC København og FC Nordsjælland på vores egne præmisser og dermed vist, at vi kan slå alle hold i rækken, når vi rammer det niveau. Omvendt har vi også tabt til Lyngby og været i problemer imod HB Køge, så vi har også vist, at vi kan komme i problemer imod alle i Superligaen. Desværre har vi ramt vores bundniveau mere end vores topniveau. Det forhold skal ændres, og vores bundniveau skal hæves. For ligaen er så stærk, og alle hold har så meget at byde ind med, at vi kommer til at løbe ind i de samme problemer i næste sæson, hvis der ikke bliver rettet op.

- For at sikre at det ikke sker igen, skal vi blandt andet tage fat på udfordringen med at få et helstøbt kollektiv ud af vores trup. Det ligger dels i sammenholdet, men selvfølgelig også i det spilkoncept, som vi løbende arbejder med. Det tager tid. Især hvis man også har unge og nye spillere, der skal implementeres. Og det er ikke altid, at vi føler, at vi har den tid. Vi forsøger selvfølgelig at accelerere processen så meget, som vi overhovedet kan, men projektet tager altså tid. Holdet skal spilles ordentligt sammen, og vi skal have skabt en taktisk organisation – et defensivt fundament – som gør os meget svære at spille og score imod.

Bjur nævner spilkonceptet, og der har været nogen tvivl om, hvilket spilkoncept Brøndby har. Cheftræner Auri har tidligere løftet en flig af sløret:

- Det handler om fleksibilitet under struktur, kan man sige. Det er den vej, moderne fodbold går. Vi plejer at kalde det “det styrede kaos”. Se på Bilbao eller Barcelona eller Dortmund. Uforudsigelighed og fleksibilitet med underliggende, faste aftaler er nødvendigt for at lykkes i moderne fodbold, og det er den vej, vi går. Vi skal ikke kopiere andre hold, men gøre det på vores egen måde og være stærke nok til at holde fast i det på trods af pres fra omverdenen.

I interviewet til Brondby.com lægger Bjur også vægt på, at bedre sportslige resultater skal komme gennem bedre udnyttelse af truppens potentiale, ikke gennem spillerindkøb:

- Derfor er det vigtigt, at vi fastholder, at det ikke er spillere udefra, som skal komme og redde det hele. Det sagde jeg inden sidste transfervindue, og nu siger jeg det igen. Det kan ikke udelukkes, at vi henter en spiller eller to, men det er bare vigtigt, at der ikke er nogen, der bilder sig selv ind, at det er spillere udefra, der ændrer hele billedet. Nye folk har altid brug for tid til at falde til. Det har vi også set med de seneste, vi har hentet. De har gjort det rigtig fint, men der er altid en tilpasning af en eller anden art.

- En del af den proces indebærer også, at vi hele tiden skal have fokus på at få videreudviklet de nuværende spillere. Jeg synes, at vi eksempelvis har set nogle gode ting fra vores unge, og vi har fået bragt nye folk ind. Michael Tørnes har vist, at han har, hvad der skal til, for at være målmand på dette niveau. Dertil har en del af de unge fået mere erfaring og modenhed. De har fået flere kampe, og der er blevet bygget noget mere på. Vi har endnu ikke set hele paletten, men det er en del af den proces, vi arbejder med. Vi vil gerne arbejde med vores unge folk, og det vil helt naturligt give en fase, hvor tingene kommer til at svinge en lille smule. Også med tanke på, at Mikkel (Thygesen, red.) kom i sommer, Rommedahl sent på sommeren, og Simon (Makienok, red.) er lige kommet til.

 

Transfervindue: Bjur lover ikke noget, men er på udkig

Til Tipsbladet.dk uddyber Ole Bjur situationen forud for sommerens transfer-vindue: Klubben forventer ikke at blive voldsomt aktive, men slår til hvis lejlighed byder sig:

- Lad os slå fast med det samme, at vi ikke bliver ekstremt aktive i dette transfervindue. Det har vi ikke økonomi til. Vi har ikke penge til at betale det helt store i transfers, og derfor kigger vi også på transferfrie emner, selv om jeg også vil understrege, at en kontraktfri spiller ikke nødvendigvis er billigere, da han kan have nogle krav i form af løn og sign-on-fee. Vi ser på den samlede økonomi i en spiller.

I overensstemmelse med den overordnede strategi om at satse på egne talenter, så peger Bjur på de unge spillere fra egne rækker, der presser sig på:

- Vi har et par spillere nedefra, der bliver seniorer og som allerede har snuset til førsteholdet (René Joensen og Jannik Skov Hansen red.), og så har vi en forventning om, at Daniel Norouzi og Dario Dumic fra A Talenttruppen vil komme endnu mere med på holdet. Derudover har vi Patrick Olsen og Frederik Holst, der stadig har et år tilbage på U/19-holdet, men som også kan komme til at spille en rolle i den kommende sæson, siger Ole Bjur til tipsbladet.dk.

Som tidligere nævnt på LXIV så har Bjur fokus på defensive forstærkninger, men er åben overfor at tilknytte en angriber, hvis muligheden byder sig:

- Vi skal selvfølgelig sørge for at have spillere nok, men vi skal ikke have helt så mange spillere i næste sæson. Defensivt kunne vi godt antalsmæssigt være bredere, end vi er. Så det er primært i vores fireback-kæde og på den defensive midtbane, vi kigger. Der kunne selvfølgelig også være en interessant angriber, der pludselig blev en mulighed, og så vil vi selvfølgelig slå til, hvis prisen er rigtig. Vi er meget bevidste om, hvad vi kigger efter, og hvor vi gerne vil styrke holdet, og så må vi se, hvad det ender med, siger Bjur.

Bjur kigger på defensive forstærkninger

Som tidligere skrevet så har denne blogger ikke de store forventninger til transfer-tilgange til Brøndby denne sommer. Ikke fordi det ikke er yderst tiltrængt, men fordi meldingerne om klubbens økonomi ikke just er optimistiske.

Jan Lockhart har da også været ude og tale forventningerne ned, hvad der i øvrigt er stik modsatte strategi i forhold til sidste år.

Ole Bjur fastholder dog, at han har en plan, og at den især drejer sig om defensiven. Fra Sporten.dk:

Det er især i det defensive Brøndby spejder efter forstærkninger. Med afskeden til Jan Frederiksen, Mikael Nilsson og Oluwafemi Ajilore er der huller på de to back og den defensive midtbane, og de huller skal fyldes ud.

- Vi er meget bevidste om, hvilke positioner, vi kigger på, og vi er helt klar på, hvad det er, vi vil have. Det er klart, at de tre defensive spillere, der forlader os, efterlader et hul, så der skal kigges her. Er den rigtige spiller der til den rigtige pris, er vi klar til at agere, siger Brøndbys sportschef Ole Bjur til sporten.dk.

»Hvis Brøndby ville have Mike Jensen som kulturbærer, så havde de fundet pengene«

Mads Heinensen fra BIF på Bloggen har begået en interessant en interessant analyse af Mike Jensens farvel til barndomsklubben. Bruddet handler ikke om økonomi, men snarere om  Mikes personlighed og Bjurs planer.

Sammenholdt med den dystre delårsrapport, som klubben for nylig sendte ud, så tolkede de fleste den manglende forlængelse af profilen Mike Jensen som et tegn på, at krisen kradser hårdere i Brøndby, end man umiddelbart skulle tro. Men den påstand køber tidligere toptræner og Brøndbyspiller, Erik Rasmussen, ikke – til Canal 9′s fodbolddebatprogram, ‘Frispark’, siger han således:

“Jeg tror det er en bevidst handling fra Brøndbys ledelses vedkommende, hvor de siger, Mike skal ikke være den, der skal være med til at køre det her hold. Jeg tror simpelthen de har valgt Mike Jensen fra. Og det behøver ikke at være på grund af de spillemæssige kvaliteter, hvad jeg ikke tror det er. Det kan godt være: hvordan synes de han passer ind i truppen, hvordan er harmonien, hvad for en kultur vil de gerne bære, er Mike Jensen den, som de gerne vil putte deres penge på? Det er han åbenbart ikke, fordi jeg kan slet ikke forestille mig andet, end at hvis Brøndby ville finde pengene, og hvis de ville have Mike Jensen som kulturbærer, så havde de fundet pengene, for vi snakker ikke 3-4 millioner om året [i løn, red.], vi snakker om nogle beløb, som en klub som Brøndby selvfølgelig kan lægge til sådan en spiller, også med tanke på, at de får frigivet en masse økonomi her til sommer.”

Angående økonomien som argument for de forliste forhandlinger citerer Heinesen igen Erik Rasmussen:

 ”Jeg underkender ikke den økonomiske virkelighed, som vi også stod og snakkede om for et lille år siden, og for syv måneder siden, men efter den der såkaldte økonomiske virkelighed har de altså stadig købt Simon Makienok, som helt sikkert ikke er en helt billig spiller, HB Køge ville ikke slippe ham billigt, de købte Femi hjem, som helt sikkert også er dyr for Groningen, har en høj kontrakt der, de købte Rommedahl hjem, så de burde altså også kunne betale de der 100.000, 120, 150 (i løn om måneden, red.), hvis han skulle være kulturbærer, og hvis de ville satse på ham.”

Erik Rasmussen mener yderligere, at en af årsagerne til Brøndbys beslutning er, at Mike Jensen og Mikkel Thygesen minder for meget om hinanden, fordi de begge har deres forcer i det offensive, og at der derfor ikke er plads til dem begge på midtbanen.

Den sidste pointe angående makkerparret Thygesen/Jensen, og de defensive mangler, har LXIV tidligere berørt i indlægget Bjur: Planen for det kommende vindue er klar.

Oprydningen fortsætter: Bjur har sagt farvel til 16 spillere som sportschef

I går blev det kendt, at mindst fem spillere forlader Brøndby i sommerpausen: Jan F, Femi, Peter Madsen, Nilsson og Alexander Green. Dermed har 16 spillere forladt klubben mens Ole Bjur har haft det sportslige ansvar, mens fem er kommet til.

Status før sommerens transfervindue er altså, at Bjur – netto –  har sagt farvel til et helt fodboldhold.

Af de 16 afgange er det vel i øvrigt kun Daniel Wass, og måske Alexander Farnerud, der for alvor vil være savnet.

LXIV nærer ikke de store forhåbninger om markante tilgange i det kommende vindue, men omvendt bliver det interessant om Krohn-Dehli, som de fleste regner med, er fortid i klubben, Jan K., McGrath og eventuelt Nikolaj Agger er at finde i truppen efter sommerferien.

Derudover har klubben meddelt, at man er åben for at sælge Mike Jensen, der har kontraktudløb til vinter. Spørgsmålet er så blot, om der er interesse for at købe en spiller, der kan fås gratis om et halvt år.

Der har været spekuleret i om Dennis Rommedahl ønsker at forlade klubben, men det afviser han i følge Morten Crone