DNB på News: Lockhart havde visioner, som Per Bjerregaard var uenig i

Sune Blom, der er bestyrelsesmedlem i Det Nye Brøndby, var igår i TV2 News for at tale om fyringen af Lockhart, og Brøndbys stadig mere desperate situation.

Bemærk at det er en rock’n roll-optagelse fra TV, og derfor er lyden også lidt lav.

DNB: Vi er dybt bekymrede

Der skal nye midler til i Brøndby, da de gamle har vist sig ikke at fungerer, siger Det Nye Brøndbys (DNB) formand, Troels Johnsen, oven på nyheden om Jan Lockharts afsked.

Fra Sporten.tv2.dk:

“Vi er dybt bekymrede over at se endnu en direktør forlade Brøndby. Det viser, at der er nogle dybe, alvorlige problemer, siden man ikke kan få det til at fungere,” siger talsmand i Det Nye Brøndby Troels Johnsen til sporten.tv2.dk.

Jan Lockhart blev ansat som administrerende direktør i Brøndby i december 2010, men tirsdag valgte parterne at ophæve samarbejdet.

Bestyrelsen har ansvaret
Og der venter den nye konstituerede direktør – Tommy Sommer, direktør i datterselskabet Food&Mind – en stor opgave.

I den forgangne sæson sluttede Brøndby på en niendeplads i Superligaen – den værste placering i den bedste danske række i klubbens historie – og økonomien skranter, fordi der endnu ikke er fundet en ny hovedsponsor efter Kasi.

Men det er ikke Jan Lockhart og hans forgængere i direktørstolen, der bærer ansvaret. Det er derimod den politiske ledelse i Brøndby, det vil sige bestyrelsen, mener Troels Johnsen.

“Jan Lockhart har haft nogle meget svære forudsætninger. Dem, der har ansvaret for problemerne, er den politiske ledelse. Det er dem, der træffer beslutningerne, og det er deres ansvar, at problemerne ikke bliver løst,” siger Troels Johnsen, der mener, at bestyrelsen skal tænke i nye veje.

“Vi kan ikke blive ved med at forsøge at løse problemerne med de samme midler, man hidtil har brugt, og som har vist sig ikke at virke,” siger han og peger på mere involvering af fans og aktionærer som vejen frem.

Til Ekstrabladet.dk siger Troels Johnsen:

- Vi var været i gang i Det Nye Brøndby i halvandet år, hvor vi har kæmpet for at få vendt den negative udvikling i klubben, men det er kun fortsat ned ad bakke for ledelsen og Brøndby.

- Bestyrelsen i Brøndby vælger hele tiden kun at symptombehandle de ellers tydelige problemer, der er i klubben og i selskabet, siger Troels Johnsen til ekstrabladet.dk.

(…)

- Vi ser det som en mulighed for, at ledelsen vågner op.

- De kan ikke blive ved med at træffe de forkerte beslutninger. Der skal skabes en tillid til ledelsen i Brøndby, og alle sten skal vendes af klubben i den henseende.

Det Nye Brøndby er en del af kampagnen En Stemme Til Alle, der arbejder for, at Brøndbys tilhængere får direkte indflydelse på klubbens udvikling.

Blog: Fanfond kan bane vejen for Bjerregaards farvel

I et langt indlæg på BIF på Bloggen ser Mads Heinesen nærmere på klubbens triste situation, og på mulige veje videre. Indlægget indledes således:

Både spillere, fans og bestyrelse virker fuldkommen apatiske i Brøndby IF, på trods af, at klubben er økonomisk og sportsligt pressede i en grad, så der både i medier og blandt fans tales om nedrykning og konkurs, med mindre tingene ændrer sig snart. Løsningen på den fastlåste situation ligner en fanfond, hvor de mange fans sikrer klubben penge i bytte for magt. Det kunne give et værdigt farvel til klubmanden Per Bjerregaard, der på denne måde kunne opnå sit mål om at holde hjerteklubben fri fra markedskræfterne, og det kunne give klubben endnu større slagkraft i fremtiden.

Der er ingen tvivl om at Heinesen har sympati for bestyrelsesformand Per Bjerregaard, og dennes mulighed for et værdigt farvel til Brøndby IF, er et tilbagevendende tema:

Men man har bare på fornemmelsen, at Per Bjerregaard ikke ligefrem er den type kaptajn, der stikker af i en helikopter mens skibet dundrer ind i en klippekyst. Hans hjerte for klubben er så stort, at han hellere vil gå ned med skibet, så længe han ved med sig selv, at det er for klubbens bedste, at det sker. Han vil hellere vogte klubben med sit liv som indsats, end han vil overlade roret til nogle elendige novicer, som han blot har den mindste mistanke om, har til hensigt at flå hjertet ud af klubben og sælge det for ussel mammon. En romantisk tankegang, i virkeligheden.

Men mon ikke der burde kunne findes en løsning et sted? Andre steder i verden har man set eksempler på at fansene ejer deres klub, heriblandt fx i Barcelona og München, og de må vist siges at have rimelig stor succes, på trods af, at de begge missede chancen for at tage Champions League-trofæet i år. Så løsningen forekommer vel lige for?

I kulisserne arbejdes der da også på at lave en fanfond, det er i øjeblikket på undersøgelsesstadiet. Perspektiverne burde være til at få øje på, idet Brøndby er den klub i Danmark, der har den mest massive opbakning i befolkningen og den mest trofaste tilskuerskare, hvilket vel bevises ved, at klubben trods den dårligste sæson i 30 år stadig er den klub i ligaen, som har det højeste, tilskuermæssige bundniveau, 1500 flere end FCK, der spiller om guld.

Alternativerne er svære at få øje på. Enten fortsætter klubben som nu, hvilket i bedste fald vil betyde et alvorligt reduceret Brøndbyhold de næste 5-7 år, indtil gælden er barberet væk – hvis klubben ellers overlever den nuværende likviditetskrise. Ellers kan klubben vælge at sælge sin sjæl til markedet, hvilket vel blankt kan afvises. Eller også vælger man at arbejde med fanfond-idéen fra foreningen Det Nye Brøndby – men det betyder igen, at fansene skal have større magt i klubben.

Alt tyder på, at klubben er med til langsomt at vende supertankeren mod den sidstnævnte idé, idet man for nylig valgte at lade én mand i bestyrelsen udgøres af en fan. Dog skal der formentlig stilles lidt mere end symbolsk indflydelse i sigte førend man for alvor kan forvente at se fansenes pengepung blive hevet op af baglommen. Men mon ikke den nuværende, kritiske situation vil kunne løsne lidt op for Per Bjerregaard her på hans ældre dage?

Delårsrapport: DNB opfordrer til at deltage i ESTA-survey

Delårsrapporten for 1. kvartal blev offentliggjort igår, og viste som nævnt et underskud på 5,7 mio. Det Nye Brøndby skriver på Facebook:

Så landede delårsrapporten for 1. kvartal 2012 med blodrøde tal: et underskud på 5,7 mio kroner i årets første kvartal.

Som vi nævnte på årets generalforsamling var der stor usikkerhed omkring hvorvidt klubben kunne overholde Nordeas betingelser for at garantere af den nødvendige likviditet, og her blot en måned senere nedjusterer man forventningerne til årets resultat.

Og hermed skal derfor lyde endnu en opfordring til at deltage i En Stemme Til Alles survey angående oprettelsen af en ‘fanfond’:

https://www.surveymonkey.com/s/8K6CPVX

Se også indlægget: Delårsrapport: Ny nedjustering af forventninger og truende likviditetsproblemer

»Fansene har gjort deres, nu er det ledelsens tur«

Claus Sterup giver på SSO-debatten sit kritiske besyv med omkring klubbens nuværende situation og nyere historie:

(…) Hans afløser er velkendte Ole Palmå, der imidlertid også snart vælger at tage sit gode tøj og gå og det gør han i selskab med 4 af bestyrelsens 7 medlemmer. Tilbage sidder 3 mand – Per Bjerregaard, Benny Winther og Finn Andersen – der alle var med i spillet om Interbank og som alle har været med til de mange fejldispositioner der har kostet klubben så dyrt de seneste 20 år.

Så nej, det er ikke fansene der skal tage initiativ til at genrejse Brøndby IF, det skal de ansvarlige der er sat navn på ovenfor, og det skal de gøre ved at trække sig helt ud af den professionelle afdeling og overlade den til kræfter der ved hvad de laver og som ikke sætter sig selv over klubben. Ganske sigende er det imidlertid alligevel fansene der er kommet med det bedste alternativ i form af Det Nye Brøndby og En Stemme Til Alle. Imens sidder de gamle udtjente kræfter og klamrer sig til roret mens de prøver at ride endnu en storm af uden at lade andre komme til og hjælpe med at holde roret og siden dreje det op mod vinden igen. (…)

En Stemme Til Alle er i øjeblikket i gang med en undersøgelse af opbakningen til en fanfond i regi Brøndby Support, der på sigt skal erhverve A-aktier i Brøndby IF A/S.