Delårsrapport: DNB opfordrer til at deltage i ESTA-survey

Delårsrapporten for 1. kvartal blev offentliggjort igår, og viste som nævnt et underskud på 5,7 mio. Det Nye Brøndby skriver på Facebook:

Så landede delårsrapporten for 1. kvartal 2012 med blodrøde tal: et underskud på 5,7 mio kroner i årets første kvartal.

Som vi nævnte på årets generalforsamling var der stor usikkerhed omkring hvorvidt klubben kunne overholde Nordeas betingelser for at garantere af den nødvendige likviditet, og her blot en måned senere nedjusterer man forventningerne til årets resultat.

Og hermed skal derfor lyde endnu en opfordring til at deltage i En Stemme Til Alles survey angående oprettelsen af en ‘fanfond’:

https://www.surveymonkey.com/s/8K6CPVX

Se også indlægget: Delårsrapport: Ny nedjustering af forventninger og truende likviditetsproblemer

Delårsrapport: Ny nedjustering af forventninger og truende likviditetsproblemer

Årsrapporten for 2011 er endnu ikke to måneder gammel, før delårsrapporten for første kvartal i 2012, punkterer forventningerne til årets resultat.

I årets første tre måneder har Brøndby IF A/S haft et underskud på 5,7 mio. kr. Det er ganske vist en halvering ift. året før, men underskuddet er stort nok til at ledelsen nedjusterer forventninger til årets resultat fra et mindre overskud.

LXIV skrev i forbindelse med årsrapportens forventninger til årets resultat:

Fredag kom årsrapporten for 2011 og som forventet viste den et underskud på knap 35 mio. Af årsrapporten fremgik det desuden at ledelsen regner med et lille overskud i 2012. Den melding er svær at forstå.

Som reaktion på det forventede underskud har klubben gennemført besparelser angiveligt i størrelsesordenen 25 mio. Trækker vi dette tal fra årets underskud, så er der stadig et minus på 10 mio. Det må formodes at disse skal dækkes ind på øgede indtægter. Af årsrapporten fremgår det at disse øgede indtægter IKKE forventes at komme fra europæisk deltagelse, spillersalg eller salg af Gildhøjcentret.

(…)

Kort sagt virker det som endnu en jubeloptimistisk forventning i rækken af jubeloptimistiske forventninger. Ud fra de givne forudsætninger virker det klart mere realistisk at indtægterne falder yderligere, eller i bedste fald stabiliserer sig på det nuværende niveau. En forventning til 2012 om et underskud på 10-15 mio. kr. er derfor et optimistisk – men ikke urealistisk – slag på tasken. Et underskud i størrelsesordenen 15-20 mio. er et konservativt bud.

Klubben skriver endvidere i dagens fondbørsmeddelelse, at klubbens likviditet vil blive presset i løbet af de næste tre-fire måneder, og at bestyrelsen snart vil komme med en anbefaling til hvordan likviditeten sikres.

Derudover nedjusteres også forventningerne til de sportslige resultater, således at der nu kalkuleres med en plads i top-6 i efteråret, mod tidligere en top-4-placering.

Sæsonen 2011/12 nærmer sig sin afslutning, og med 2 runder igen er Brøndby IF placeret på en niendeplads. Stillingen i Superligaen betyder, at Brøndby IF ikke opnår sin målsætning om en placering i top 6 ved sæsonafslutningen ultimo maj måned, hvilket har en negativ indvirkning på resultatet for 2012.

Bestyrelsen nedjusterer forventningerne til årets resultat for 2012 til et mindre underskud. Indregnet i de nye forventninger er følgende:

  • Der forventes en placering mellem de seks bedste i Superligaen i efteråret 2012.
  • Det forventes, at Gildhøj Centret sælges i løbet af 2012, men der er ikke indregnet en gevinst ved salg af den del af Gildhøj Centret, som Brøndby IF ejer.
  • Der er indregnet transferindtægter samt træningskompensation i henhold til FIFA’s regler, hvoraf hovedparten allerede er realiseret/aftalt.

Nedjustering af forventningerne til årets resultat for 2012 har en negativ påvirkning af forventningerne til koncernens likviditetstræk i 2012, og det forventes at der er behov for styrkelse af koncernens likviditet i løbet af de kommende 3-4 måneder.

Bestyrelsen vil i løbet af kort tid komme med deres anbefaling til, hvordan koncernens likviditet styrkes.

 

Brøndbys årsrapport som forventet på minus 35 mio. kr.

Forventningerne til årets resultat som udtrykt i seneste delårsrapport blev indfriet: Brøndby fik 2011 et underskud på knap 35 mio. kr. og et fald i omsætningen på ca. 25 mio. kr. Klubben skriver i fondsbørsmeddelelsen:

Resultatet for regnskabsåret 2011 er på linje med de senest udmeldte forventninger om et resultat før skat i niveauet -35 mio. kr. Bestyrelsen anser resultat for regnskabsåret 2011 for utilfredsstillende. Bestyrelsens forventninger til resultat før skat i 2012 er, at koncernen opnår et mindre overskud. Indregnet i forventningerne til resultat for 2012 er:

  • Der forventes en slutplacering i top 6 i Superligaen i sæsonen 2011/2012.
  • Der forventes en placering mellem de 3-4 bedste i Superligaen i efteråret 2012.
  • Der er ikke indregnet Europa Cup deltagelse i 2012.
  • Det forventes, at Gildhøj Centret sælges i løbet af 2012, men der er i 2012 ikke indregnet en gevinst ved salg af den del af Gildhøj Centret, som Brøndby IF ejer.
  • Der er ikke indregnet gevinst ved salg af spillere i 2012.

Bestyrelsen går ned i løn

Som bekendt har der været gang i grønthøsteren i Brøndby IF, efter offentliggørelsen af de blodrøde forventninger til indeværende år.

Det forventede underskud i delårsrapporten medførte besparelser på 25 pct. i administrationen og 15 pct. i den sportslige sektor.

Ifølge Sporten.dk, så er honorarerne til Brøndbys bestyrelse også er faldet i 2010 og vil falde yderligere i 2011. Fra Sporten.dk:

- Vi vil da gerne være med til at sende et signal, siger næstformand i Brøndbys bestyrelse Benny Winther og fortsætter:

- Vi kommer til at gå ned i vores bestyrelseshonorarer. Vi er faktisk allerede gået ned, hvilket vil fremgå i regnskabet for 2011. Om vi går yderligere ned i 2012, skal vi naturligvis diskutere, det har ikke været på dagsordenen endnu, men det er da noget, vi sandsynligvis vil gøre, siger Winther.

Om nedgangen svarer til 15 eller 25 pct. eller en helt anden procentsats melder historien ikke noget om. Det står heller ikke klart hvad besparelserne får af betydning for bestyrelsesformand, Per Bjerregaards særlige konsulenthonorarer:

Samtidig fik bestyrelsesformand Per Bjerregaard ifølge årsrapporterne i 2009 og 2010 samlet 1,2 mio. kr. i en såkaldt konsulentaftale, et beløb der er næsten dobbelt så højt som, hvad Parkens bestyrelsesformand, Hans Munk Nielsen, fik for sit bestyrelsesarbejde. Hvorvidt Bjerregaards konsulentaftale ligeledes ophører i 2011, har sporten.dk ikke kunnet få svar på.

Lockhart: Fankoordinatorens opgaver vil fortsat blive varetaget her i huset

I forbindelse med de omfattende nedskæringer efter offentliggørelsen af delårsrapporten for nylig, var Patrick Vestphaels stilling som fankoordinator en af de stillinger der blev skåret væk.

Fra næste sæson er der i følge Tipsbladet.dk krav om at alle klubber skal have en fankoordinator, og Brøndby blev efter oprettelsen af stillingen i 2010 brugt som rollemodel i UEFA’s håndbog for fan-koordinatorer.

På Brondby.com løfter Jan Lockhart nu lidt af sløret for hvordan klubben fremover vil opretholde dialogen med klubbens fans, som diektøren kalder en af klubbens allervigtigste interessentgrupper:

- Jeg kan dog slå fast, at vi ikke har i sinde at lægge dialogen med klubbens mange fans på hylden. Den kommer til at fortsætte. Fankoordinatorens opgaver vil fortsat blive varetaget her i huset, og vi vil bruge vinterpausen på at fordele opgaverne imellem de relevante medarbejdere, således at det giver bedst mulig mening for alle parter, og så vores trofaste fans i hvert fald ikke føler sig overset.

- Vi er fuldt ud bevidste om vigtigheden af dialog med klubbens fans, og det holder vi ikke op med at prioritere, selv om vi som nævnt har været nødt til at nedlægge fankoordinatorstillingen i denne svære økonomiske tid for klubben. Det er naturligvis vitalt for os som virksomhed at opretholde den gode dialog med en af vores allervigtigste interessentgrupper, slutter Jan Lockhart.