Så foreligger resultatet af En Stemme Til Alles (ESTA) tidligere omtale spørgeskemaundersøgelse. 1500 fans er blevet spurgt, og heraf er 1400 besvarelser brugbare.
Over 81 pct. af besvarelserne bakker op om ESTA’s idé om at opbygge en fanfond, i regi af Brøndby Support. Fonden skal have til formål at købe sig til indflydelse i Brøndby IF gennem erhvervelse af bestemmende A-aktier.
- Vi er meget begejstrede for den massive opbakning idéen, om at etablere en fanfond under Brøndby Support, har mødt i tilhængerskaren. Otte ud af ti Brøndby-tilhængere har givet udtryk for at de støtter op, og ønsker at bidrage til fanfonden. Det vidner om, at Brøndby IF’s fans er parate til at tage del i klubbens genrejsning, hvis de får indflydelse på klubbens fremtid, udtaler Troels Johnsen, der er talsmand for kampagnen En Stemme Til Alle.
Den store opbakning vidner dels om fortsat loyalitet blandt Brøndby IF’s fans, trods mange års modgang, og dels om at det bestemt ikke er urealistisk at rejse et større millionbeløb blandt klubbens tilhængere – forudsat at de rette betingelser, i form af indflydelse og udsigten til en langsigtet bæredygtig plan der involverer klubbens mange tilhængere, er på plads.
- Det særligt interessante ved undersøgelsen er, at det er de mest loyale og engagerede Brøndby-tilhængere, der har givet deres besyv med. Det betyder, at undersøgelsens hensigtserklæringer med stor sandsynlighed vil kunne realiseres til et betydeligt millionbeløb, fortsætter Johnsen.
Fakta om undersøgelsen:
Fakta om undersøgelsen:
- 1.528 Brøndby-tilhængere har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen hvoraf 1.400 svar har været brugbare
- Langt størstedelen af deltagerne i undersøgelsen udgøres af kernen af mangeårige fans, fra det københavnske og sjællandske opland, som har deres gang på Brøndby Stadion:
- Den gennemsnitlige survey-deltager er 30 år gammel og har været fan af Brøndby IF i 19 år
- 76% af survey-deltagerne er bosiddende i Storkøbenhavn eller på det øvrige Sjælland
- 85% af survey-deltagerne ser én eller flere kampe på stadion i løbet af en sæson
- 83% af survey-deltagerne befinder sig enten på fan-tribunen Sydsiden, eller på langsiden, hvor de fleste sæsonkortholdere holder til (Loxam), til Brøndby IF’s kampe
- 43% af survey-deltagerne er medlem af fan-foreningen ”Fællesskabet”, og 31% er medlem af Brøndby Support
- Økonomisk opbakning
- 69% af de survey-deltagere der bakkede op om fanfonden angav at de var villige til at indskyde enten under 500 kr. eller 500-1.000 kr. i fanfonden
- Knap halvdelen af de survey-deltagere der bakkede op om fanfonden angav at de var villige til enten at betale 200 kr. (27,5%) eller 500 kr. (20%) i årligt kontingent
- Opbakningen til en fanfond kan potentielt vise sig at være endnu større, hvis visse betingelser opfyldes
- 7,4% af survey-deltagerne angav, at de ikke ville støtte op om fanfonden i den form det blev foreslået i survey’et
- Heraf angav hovedparten (61%) den nuværende topledelse som den væsentligste barriere for deres deltagelse
- Denne gruppe er eller har tidligere været meget engagerede i Brøndbyernes IF’s udvikling – både sportsligt og økonomisk – og er generelt ressourcestærke personer
- 70% af denne gruppe er nuværende eller tidligere sæsonkortholdere (undersøgelsens gennemsnit = 53%)
- 61% af denne gruppe er nuværende eller tidligere aktionærer i Brøndbyernes IF A/S (undersøgelsens gennemsnit = 42%)
- 48% af denne gruppe havde i 2011 en husstandsindkomst på mere end 500.000 kr. (undersøgelsens gennemsnit = 32%)


