Auri evaluerer foråret på Brondby.com, og i en gennemgang der ikke er særligt konkret, får vi dog at vide, at mentaliteten har været problemet i forårsafslutningen, og at cheftræneren påtager sig ansvaret for det.
Derudover får vi at vide, at man er internt afklarede med hvad man vil, uden at det bliver udfoldet hvad det så er.
Jeg ser mig selv som den mest ansvarlige, for jeg har ikke været dygtig nok til at holde spillerne fast på aftalerne på banen. Her kan jeg mærke, at det går galt. At jeg ikke formår at holde spillerne skarpe på det punkt.
Læs også indlægget De glemte aftaler.
Vores fokus skal derfor være på det mentale – at vi skal være bedre til at rejse os. Rejse os i hverdagen, rejse os fra halvleg til halvleg, rejse os fra kamp til kamp. Jeg skal som den første være bedre til at tage spillerne med på den rejse. Vi kan glæde os over, at vi fik en god start på foråret, som gjorde, at vi slap for en nervepirrende slutning, men nu skal vi blive bedre til at rejse os hurtigt. Det kommer jeg til at forlange.
Auri påpeger, at han finder positive tegn i statistikkerne:
- Hvis man kigger på statistikken, så er der en overvægt af kampe, hvor vi har flest afslutninger og flest indlæg. I 10 kampe har vi mest boldbesiddelse. Tallene siger, at der er mange punkter, hvor vi er bedre. Det gælder også nærkampe og andenbolde, men i afgørende situationer ser det skidt ud. Det ser fint ud, hvis man kigger på statistikker, men det er tydeligt, at kvaliteten stadig ikke er god nok. Det skal vi arbejde med.
Auri peger desuden på trænerskiftet som en medvirkende årsag til det – for at sige det mildt – svingende spil. Her peger han på målrettehed, kontinuitet og tid som det væsentlige:
Der er mange mekanismer i opbygningen af et fodboldhold. FC Nordsjælland er et godt eksempel, for de har også været igennem en lang rejse. De tog en beslutning om, hvordan det skulle hænge sammen, og gav det tid. Ros til dem. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke flakker til højre og venstre. Jeg er fuldstændig fortrøstningsfuld, og jeg ryster ikke på hånden. Jeg har fuld tro på tingene.
Og hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl, så nævner Auri rejseaktivitet for tredje gang i interviewet:
- Internt er vi helt afklarede med, hvordan vi vil gøre det, og vi har hele tiden sagt, at der vil komme perioder med modgang, og at vi skal lære at bekæmpe det. Samtidig skal vi passe på, at forventningerne ikke er højere end det, vi kan leve op til. Det skal vi huske, for vi har påbegyndt en rejse.
Afslutningsvis fastslår cheftræneren, at holdånden er god, og at man vil bruge den overståede sæsons modgang til at blive stærkere:
- Jeg kan mærke, at holdet står sammen. At holdånden er der. Vi har været en hård tur igennem, men der er ingen, der smider håndklædet i ringen. Alle glæder sig faktisk til en frisk start og muligheden for at vise bedre takter. Husk: “Det, man ikke dør af, gør én stærkere”, og vi har overlevet.


