AlleHaderOs om dialogmødet: »Øh, skal vi ikke lige have svar på de andre ting først?«

Den 20. december var der som bekendt møde mellem sæsonkortholdere, sportschef og adm. dir. AlleHadersOs’ Jonathan Holtegaard er ikke specielt imponeret:

På trods af mange markeringer blandt de fremmødte valgte ordstyren sjældent at give ordet til andre end ham selv og Lockhart. Det fik en mand til at råbe: “Så giv dog forhelvede ordet til nogle af de mange folk, der sidder med hånden oppe. Hvis jeg tog hjem nu, så har jeg ikke fået en skid ud af det!”

Opsangen blev mødt med kæmpe klapsalver fra de fremmødte, og den så ud til at hjælpe. Der gik ikke længe før det første kritiske spørgsmål meldte sig fra en ældre herre: “Hvad vil I gøre for at få Brøndby Tifo tilbage?” Lockhart brugte lejligheden til endnu en gang at rose de fantastiske tifoer, som han også selv nød, før han blev administrerende direktør. Dog fik ingen i salen rigtig svar på det egentlige spørgsmål, og det fik ham til at spørge igen: “Men hvad vil du reelt gøre, for at der er tifoer til foråret?” Dette spørgsmål blev besvaret med: “Nu må vi se, hvem der ringer til hvem efter nytår”.

“Kan I forstå, hvorfor jeres skamrosning af fansene klinger en smule hult, når fire af de syv fyringer I laver er med tilknytning direkte til fansene? Kommunikations – og marketingschef Jens Torp, fankoordinator Patrick Vestphael, ansvarlig for BrøndbyKids Merle Schultz og bestyreren af Café 1964 Nikolaj Simonsen?” spurgte en fan Lockhart.

Dette blev besvaret med, at det selvfølgelig aldrig er sjovt at fyre en medarbejder, men at disse områder ikke forsvinder. De vil bare blive udført af andre folk, som også har andre funktioner. Altså kommer folk til at løbe hurtigere, da der i fremtiden skal være færre folk til de samme opgaver som hele tiden.

Videre til det sportslige

Det virkede som om at Lockhart og ordstyreren var en smule overrasket over, at deres teatershow med det fremmødte manuskript i den grad blev pillet ned. Om de ikke havde forventet så kritiske spørgsmål, eller om planen var at samtlige spørgsmål skulle vente til punkt seks ‘Spørgsmål fra Salen”, skal jeg være usagt. I hvert fald blev det hurtigt tid til punkt tre ‘Sportsligt’.

Her tog sportschef Ole Bjur naturligvis over, men skiftet kom en anelse upassende i forhold til det foregående emne. Lige pludselig handlede snakken om Auri Skarbalius og mange sad med et underligt ansigtsudtryk i hovedet og tænkte: “Øh, skal vi ikke lige have svar på de andre ting først?”

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>